Stofbiksen.

Der findes så mange skønne rester. I biksen i Ikast sælger jeg ud af nogle af dem. Der er en masse forskelligt. Noget er metervarer og noget er mindre rester. Du vil også kunne finde en del forskelligt tilbehør. Nedenstående er blot et udvalg af de materialer, som du kan finde på Marsvej 1. Følg med på Instagram for at holde øje med åbningstiderne.

Kvadrat

Kvadrat laver skønne metervarer. Jeg bruger især Kvadrat stof til mine penalhuse, puder og punge. Det er møbelstof i en helt fantastik kvalitet.

Arbejdsbukser

Bukserne fra Kansas er ikke brugt. De var i overskud og er endt hos mig. Jeg har brugt dem til jakker og tasker. Andre bruger dem som arbejdsbukser hjemme.

Funky prøver

Prøver fra både mode- og møbelbranchen har fundet vej til biksen. Der er som regel kun en af hver, men på den måde er det også som at dykke ned i en skattekiste.

Lynlåse

Jeg har en del lynlåse på lager. Da der også her er snakke om overskudsmaterialer, kan jeg ikke garantere, at jeg har den længde og farve, som du lige forventer, men så har jeg måske en anden.

Jakker

Kollektionsprøver der er klippet i. Nogle er der kun klippet lidt i, så der mangler en lille firkant i foret. Andre mangler et ærme. De kan enten lappes eller klippes helt op til nye designs. Jeg har lavet en del tasker og penalhuse i jakkerne.

Elastik

Elastik i lange baner. I forskellige bredder, farver og kvaliteter. Elastikken har været i overskud hos forskellige lokale virksomheder. Her er dog tale om virkelig mange meter af hver slags.

Jersey

Både tynde og kraftigere jersey metervarer findes i biksen. Overskudsvarer fra lokale virksomheder. De findes i forskellige kvaliteter, mønstre og farver, men er du på jagt efter dem med print, så kommer du til at gå forgæves.

Knapper

Igen er der selvfølgelig tale om rester, så nogle er der mange af og andre kommer i mindre mængder. Men måske der er lige nøjagtig dem, som du skal bruge til dit næste projekt.

Mønsterlimpapir

Jeg plejer at kalde det det magiske mønsterpapir. Der er lim på bagsiden, så du kan stryge det direkte på dit stof, så du slipper for nåle. Når du har klippet dit stof ud, kan du bare hive mønsteret af og genbruge det flere gange. Magisk.